Thyregod og Vester Sogne tilbyder babysalmesang til børn i alderen 0-9 måneder. Det er en dejlig stund i kirken, med mange sanseindtryk og genkendelighed i de danske salmer, som mor/far og barn  deler i en hyggelig og tryg atmosfære.

Datoerne for efterårets babysalmesang 2020 er:

02. september

09. september

16. september

23. september

30. september

07. oktober

21. oktober

28. oktober

04. november

11. november

Alle onsdage foregår i Thyregod Kirke kl. 09.30.

Tilmelding kan ske til sognemedhjælper Vibeke Aagaard Jæger på tlf.: 2910 4022 eller mail thyregodvestersogne@gmail.com senest fredag den 28. august. Der er maks. plads til 10 på holdet. 
 

Genkendelighed og gentagelser er en fest.

Da invitationen til babysalmesang dukkede op i vores postkasse i starten af 2017, var der ingen tvivl om vi skulle tilmeldes. Da jeg var på barsel med storebror tilbage i 2014 var vi med til det, og dengang skal jeg ærligt indrømme at jeg var lidt usikker på om det var noget for os. Men allerede efter første gang var vi solgte, og derfor var der ingen tøven denne gang da invitationen kom, hverken i foråret eller efteråret.
Vi glæder os til hver onsdag, hvilket også er derfor at vi har tilmeldt os på efterårsholdet, til trods for at lillesøster faktisk har nået aldersgrænsen.
Der er den hyggeligste stemning og ro når vi træder ind i Vester kirke, og min datter sætter i et stort grin hver gang hun ser Vibeke, som onsdag efter onsdag tager imod os med smil.
Den time vi bruger hver onsdag på de samme vers fra de samme salmer, fagter og bevægelser, danse, svingturene i tæppet, de tusinde af sæbebobler der både må spises og fanges og alle de andre remedier er så godt givet ud. Genkendeligheden og gentagelserne er en fest for min datter hver gang og hun pludre og griner sig igennem timen. Derudover bliver hun stimuleret og udfordret ud fra hvor hun er motorisk. Det samme gør de små nye babyer, og det er præcis det der er så skønt ved babysalmesang. Der er plads til alle, og alle kan være med.

Christina Rathleff

 

Charlotte Møller Nielsen fortæller:

Babysalmesang er et musikalsk tilbud, hvor nybagte mødre/fædre sammen med deres barn kan få indblik i salmeskatten på en anderledes måde. Babysalmesang er et forholdsvist nyt tiltag i Den danske Folkekirke. På ganske få år er tilbuddet om Babysalmesang blevet en succes i mange kirker landet over. 

Et af babysalmesangens væsentligste ideer er, at den ledsages af bevægelser, fordi barnets selvopfattelse har sit udgangspunkt i kroppen. Både pædagogikken og hjerneforskningen har i dag mere og mere fokus på, at læring ikke blot finder sted gennem hjernen, men i lige så høj grad gennem kroppen, hvilket er medvirkende til at Babysalmesangen rummer forskellige aktiviteter som: Bevægelser, dans, gestik og billeder.

Gennem melodierne lægges salmerne ned i barnet som et kim dvs. som et lille frø, der ligger og spirer. 

Der er virkelig grund til at tage spædbørn alvorligt, selvom de ser meget hjælpeløse ud. Spædbørn er i virkeligheden nogle meget kompetente ?opdagere?, de suger alt til sig fra deres omgivelser. Jeg har tit hørt glædesstrålende mødre berette om, hvordan deres børn reagerer på salmerne, når de synger dem derhjemme. Dette samvær mellem forældre og barn har uvurderlig stor betydning for barnets videre udvikling. 
Enhver, der har overværet en babysalmesangslektion, vil kunne bekræfte, at spædbørn får noget ud af at være til musik/babysalmesang. Deres forventningsfulde øjne, opmærksomheden, iveren, deres pludren og latter taler helt for sig selv. Babyerne nyder at komme til musik!

Thea Køllgaard Olsen, som har deltaget i babysalmesang, fortæller:

Hvis man er nybagt mor og ind imellem synes at man drukner i bleskift, tøjvask og babymos, så er det er god idé at melde sig til babysalmesang i Thyregod kirke. Min søn og jeg har begge haft det meget sjovt og dejligt i kirken sammen med de andre børn og mødre. Maren, der er musikpædagog, førte os nænsomt og kyndigt igennem gamle og nye sange og salmer, som alle var gode til helt små børn. Der er sange for enhver smag til babysalmesang og så er der fagter, danse og lege til de fleste. Samtidig er kirken et godt sted at få åbnet sine sanser både hos mor og barn. Der er ro og fred, der er store skinnende lys i lysekronerne, orgelet spiller så fint og når vi alle står i korbuen og synger, lyder det bare enormt godt. Når man går ud af kirken efter babysalmesang, har man en god fornemmelse af at have været tæt sammen med sit barn og af at have delt en god times stemningsfuldt samvær med de andre børn og mødre. Så er det lettere at klare en omgang bleskift, tøjvask og babymos mere.