En juleaften på heden

af I. P. Møller, fra hæftet ?Mod Jul? 1941

I ved, at vor store salmedigter N. F. S. Grundtvig synger således: "Mens som barn på landet jeg var hjemme, Julemorgen var mit himmerig". Måske I dog snarere vil mene Juleaften, for det er nok den mest velsignede aften i hele året. Der er næppe en eneste af jer, der ret for alvor kunne tænke sig at være ude mellem fremmede den aften. Det blev vist en blandet fornøjelse. Heldigvis er det da også sådan nu om dage, at næsten alle små piger og drenge kan være hjemme - ikke blot i julen, men hele barndomstiden ud.

Men nu skal I høre om en lille dreng, der kom langt bort fra sit gode hjem. Ja, han måtte endog holde jul blandt fremmede mennesker, skønt han dengang kun var ni år gammel.

Nu er det allerede længe siden, for det var i 1792. Det er altså (i 2009: over 200 (red.)) år siden. Drengen hed Frederik. Men I kender ham bedre, når I hører, at han egentlig hed Nikolaj Frederik Severin Grundtvig. Mange af hans dejlige salmer har I jo sunget så tit, og det både hjemme og i skolen.

En del af jer ved, at hans barndomshjem var i Udby præstegård i Sydsjælland ikke langt fra Vordingborg. Men der er måske kun få af jer, der har hørt om, at han som niårs purk kom helt over til Jylland, til præsten Laurids Feld, som boede i Thyregod midt ude på den jyske hede.

Men hvorfor skulle han dog hjemmefra så tidligt? spørger I måske. Ja, hør nu blot. Så vil I forstå det bedre.

Se, for Frederik var det heller ikke helt let at begribe, at han ikke kunne få lov at blive derhjemme, når han så gerne ville. Der var da virkelig ingen mening i, at han skulle over til den fremmede mand, når han havde det som i et lille paradis i den gamle, hyggelige bindingsværk præstegård her i Udby. Ja, for det havde han. Især haven var som et helt eventyr for ham. Blomsterne duftede, bierne summede, og fuglene sang så kønt. De gamle lindetræer var højere end i nogen anden have i hele landsbyen. Og hvor var det herligt på varme sommerdage at ligge og dase på ryggen ude på den store plæne og se helt langt ind i Guds dejlige blå himmel bag de lette skyer, der drev af sted med hans tanker ifølge. Snart svømmede de bort som vældige skibe for fulde sejl, og snart tårnede de sig op som mægtige slotte. Og i det største og prægtigste var han og søster Ulrikka prins og prinsesse.

Ulrikka var et års tid ældre end Frederik, og de to var rigtige perlevenner. Men til tider var det lidt svært for hende at indse, hvorfor Frederik - der var en rigtig læsehest ligesom sin fader - så længe kunne sidde og hænge over de bøger i stedet for at lege med hende. Så drillede hun ham og halede i ham, så at han til sidst måtte af sted for at straffe hende. Så gik den vilde jagt gennem den dejlige, gamle have.

Ved solnedgangstid kom gerne hans barnepige, gamle Malene Jensdatter og hentede ham ind. Og når bedeslagene lød oppe fra tårnet, foldede de begge to deres hænder, mens de stille takkede Gud for dagen der var gået. Frederik kom til at holde meget af den klokkeklang.

Gamle Malene var ellers "på sognet", som det hed, og boede i et lille fattigt hus ved opgangen til Udby kirke lige over for præstegårdshaven. Lille og værkbruden var hun. Men hun havde alligevel gennem årene været en enestående god barnepige for Frederiks ældre søskende; nu var han selv den sidste af flokken og tilmed vistnok den, Malene holdt allermest af. Vel var børnene nu blevet så store, at der ikke var særlig brug for barnepige mere. Men Frederiks mor havde sagt, at Malene skulle ikke sidde hjemme i sine egne små fattige stuer, men være rigtig meget ovre i præstegården. Det var hverken Frederik eller søster Ulrikka kede af, for ingen forstod som Malene at fortælle historier og eventyr. Når børnene om aftenen var kommet til ro, sang hun gerne for dem. Eller hun fortalte de dejligste historier fra gamle dage, indtil søvnen endelig kom, og de gled ind i drømmenes skønne rige. Ja, det var alt sammen lutter lys og glæde i den præstegård.

Men der lå en mørk sky gemt bag herligheden, og pludselig en dag viste den sig. Mor mente ikke, at hun kunne lære sin dreng stort mere nu. Og far, der jo ellers var så lærd og vidste besked om alt muligt - ja, han var heller ikke så god til at oplære sådan en lille mand som Frederik. Og nu var det sådan, at især Mor ganske bestemt ville have, at hendes dreng engang skulle nå at blive præst. Men først skulle der grumme megen lærdom til. Heldigvis kendte de pastor Feld i Thyregod og vidste, at han var både klog og god. Han havde fra sin ungdom megen erfaring i at undervise, og Frederiks ældre brødre var allerede blevet forberedt til Latinskolen hos ham. Nu var så den tid kommet, da også Frederik skulle af sted.

Ja, nu forstår I bedre, hvorfor han måtte sige farvel til den kære Udby præstegård. Mor græd, da rejsedagen kom, og gamle Malene var blevet så stille. Søster Ulrikka havde helt glemt alle sine drillerier. Hun følte godt, at savnet ville blive forfærdeligt. Der var så længe til sommerferien, og først da ville de få hinanden at se igen. I kan tro, at det kostede de to søskende mange dybe suk og endnu flere tårer. Far fulgte med sin dreng til Lillebælt, hvor pastor Feld tog imod ham. Men for Frederik blev det en rigtig bedrøvelig køretur hen over den golde hede. Han syntes, vognen sneglede sig så grumme langsommeligt af sted ad de sandede veje, og vestenvinden susede i lyngtoppene. Skove så han ingen af, så langt øjet rakte, kun hist og her hævede der sig en ensom kæmpehøj bevokset med egepur. Præsten henvendte et par ord til ham i ny og næ, men svøbte sig godt ind i sin store rejsekappe. Frederik følte det alt sammen så koldt og fremmedartet. De allersørgeligste af Malenes historier randt ham i hu. Men hendes varme hænder trykkede ikke hans. Hun var jo så uendelig langt borte.

Efterhånden glider Frederik ind i de daglige folder, og arbejdet med bøgerne optager ham. Men i ledige stunder bliver længselen stor. Især op mod jul. Jo nærmere den store højtid kommer, des mere tager længselen til i styrke. Det derhjemme i Udby stråler i hans tanker med et lyst og festligt skær.

Så kommer endelig Juleaftensdag. Den latinske lærebog og alle de andre lærebøger er sat på hylden. Præsten arbejder med juleprædikenen inde i sit studerekammer. I køkkenet bages og brases der. Her har husholdersken og pigerne nok at gøre, mens karlene sysler i stald og lade. Der er rigtig juletravlhed alle vegne. Frederik er en stund overladt til sig selv og sine egne betragtninger. Hans kæreste læsning Arild Hvidtfeldts krøniker ligger opslået foran ham på bordet. Men fædrenes stolte bedrifter formår ikke at holde hans tanker fast; de kredser bestandigt om hjemmet. Dér er vist også svært travlt nu. Måske de ikke engang har tid til at tænke på ham. Fra køkkenet trækker den lifligste bage- og stegelugt ind i stuen. Men det vækker slet ingen fryd hos ham. - Tværtimod. Det er snarere, som om der er noget, der ligefrem truer med at kvæle ham. Ja, for sådan en lille dreng kan jo kun ånde helt og fuldt som i samme luft som Far og Mor. Med et smæld lukker han den gamle krønikebog i, puffer den fra sig og sætter sig på knæene på langbænken henne ved vinduet. Ovre ved ladeporten hopper en flok spurve om, sultne og forfrosne. De pipper så mindelig. Da åbnes døren, og karlen kaster en skovlfuld småkerner ud i grams til dem.

Værsgo, småfugle. Det er jeres julegave.

Mere end tyve år efter hin dag skrev Frederik :

"Og aldrig har jeg hørt det før

og heller aldrig siden,

hvor mindelig for ladedør

kan kvidre finke liden,

når jydesvenden, som jeg så,

et lille korn til fugle små

om vinterdag udskifte."

Nu derimod tænker han meget mere på, at han selv er at ligne ved en sådan frysende og fremmed lille fugl, der beder om en eneste ting: at få lov til at komme hjem. Nej, han kan bestemt ikke holde ud at være inde i huset længere. Her er det ham umuligt at ånde.

"Skulle jeg smutte over i loen til karlen", spørger han sig selv. Nej, han vil være helt alene med sine tunge tanker. Han går ud i heden. Oppe på en af de lyngklædte kæmpehøje spejder han milevidt mod øst, mod Udby præstegård. Men - der er intet spor af de gamle linde hjemme i haven. Og selv om han råber aldrig så højt, så ved han godt, at hverken Mor eller Malene kan høre ham eller svare på hans angstfulde råb. Stadig kredser hans tanker om dette gådefulde, hvorfor han ikke måtte have lov at blive derhjemme, når han så gerne ville. Men jo mere han grubler derover, des stærkere fyldes hans sind med en stor angst. Og denne angst gør ham trodsig. Alle de glade juletanker, der kom alle vide vegne fra og nu ledte efter menneskehjerterne for at fylde dem med fest og glæde - dem ville han slet ikke lukke ind. Han ville ikke være glad ved noget som helst hele julen og ikke tale til nogen. For han kan ikke lide dem. Ej heller vil han bede sin aftenbøn. For Gud vil jo alligevel ikke give ham lov til det, han allerhelst vil.

Da han går tilbage mod præstegården kimer kirkeklokken helligaftenen ind. Også herovre har Frederik lært at elske dens tone. Men på denne hellige aften lukker han sit lille barnehjerte fast i, fordi han er så bedrøvet - og vil blive ved med at være det. Bedre bliver det ikke, da han lidt efter sidder ved bordet og skal spise julenadveren. Tankerne er andetsteds, og ikke en bid af den gode sulemad vil glide ned. Præsten ser med bekymring hen til ham, den skikkelige husholderske nøder ham venligt. Men han må lade alt stå urørt. Der sidder en tyk klump i hans hals. Tårerne pibler frem i de bedrøvede barneøjne, og ikke et ord formår han at få over sine læber.

Efter måltidet takker præsten Gud for maden og går derefter ind i sin stue. Husholdersken sætter en kop med pebernødder hen på bordet til ham. Nu må han selv forslå tiden, som han kan, til kvinderne bliver færdige i køkkenet. Han gider ikke engang se hen efter koppen, endnu mindre smage på dens indhold. De smager jo dog ikke som mors. Ingen i hele verden kan bage som mor. Pludselig kommer angsten igen over ham. Han kan ikke være ene i stuen og går ud i køkkenet. - Men der er ingen. De er nok i stalden for at malke. Han lister over gårdspladsen. "Men nede i foderloen er der lunt", tænker han. Ja, her tæt op ad stalden er der godt at være. Køerne tygger drøv og rasler med bindslerne, og inde fra stalden lyder karlenes og pigernes glade stemmer. Da kommer der på en gang en forunderlig varm og blød stemning over den lille dreng. Hans trods smelter bort, og julens milde tanker - der så længe forgæves har prøvet at få fat i ham - lader han nu slippe ind i sit lille bankende hjerte. Han føler heller ingen angst mere. Og pludselig står det så lyslevende for ham, hvad hans mor og Malene har fortalt ham om stalden i Betlehem. "I sådan en krybbe som den derhenne lod Guds søn sig føde, langt borte fra sit rigtige hjem deroppe i himlen", tænkte han. Og han mindes Malenes ord, at selv om vi somme tider bliver vrede på andre mennesker og ikke vil lukke vort hjerte op for dem, så må vi dog aldrig lukke det i for Gud. Nu husker han også tydeligt, hvad der stod i Mors sidste brev: "Du glemmer vel ikke dit Fadervor, min dreng?"

Da bøjer vor lille Frederik sit hoved og beder så mindeligt om at blive god og glad igen. Og snart mærker han, at han er det jo allerede. Han fortæller om alt det tunge, der ligger ham på sinde. Også om den slemme skole, der er skyld i, at han skal være så langt borte fra sit hjem.

Da han igen står ude i gården, er alle mørke skyer blæst bort. Himlen er klar op blå, og stjerner blinker ned til ham. Han kommer til at tænke på, hvad gamle Malene fortalte ham en aften, før han faldt i søvn:

"Når du engang må ud blandt fremmede, så husk på, lille Frederik, at det er de selv samme stjerner, der er tændt for dig derude, som for os herhjemme. Og glem ikke, at hvert eneste menneskebarn - gammel så vel som ung - har sin egen stjerne, som det gælder om at finde - og at følge. For så kommer vi hjem til Gud og bliver gode og glade altid."

Nu kan I tro, Frederik rigtig fik travlt med at lede efter den stjerne, der var hans. Og tænk jer! - Mellem den talløse vrimmel finder han ikke alene sin egen stjerne, men også både mors og fars, gamle Malenes og søster Ulrikkas. De var der alle sammen. Og han beder stjernerne fortælle hjemme i Udby, at nu er han glad og vil gerne være en god dreng igen.

Mange år efter denne aften, da Frederik er blevet en voksen mand - skrev han en af de bedste julesalmer, vi ejer, og i et af versene siger han til jer: "I har og en ledestjerne, og når den I følger gerne, kommer I til Jesus Krist."

Se, vi kan jo let blive enige om, at Frederik trods alt - alligevel fik en glad og velsignet juleaften derude på den mørke hede.