Grundtvigs tid i Thyregod, 1792 - 1798

Skrevet af Gudrun Jessen, Vesterlund

med afsæt i "Jyllands Pris" - eller "Der er et land så kosteligt".

Som ni-årig blev Nicolai Frederik Severin Grundtvig sendt fra sit hjem i Udby præstegård ved Vordingborg til Thyregodlund præstegård for at blive forberedt til optagelse i Latinskolen. Præsten i Thyregod - Vester sogne, Laurids Feld hed han, var en god ven af familien Grundtvig og havde også haft to af Frederiks ældre brødre som privatelever.

Frederik blev i Thyregodlund i seks år og blev konfirmeret i Thyregod kirke i april 1798, kort før han blev optaget i ældste klasse, "Mesterlektien", ved Aarhus katedralskole.

Det klareste billede, Grundtvig selv har tegnet af de seks år, han i sin barndom tilbragte i Thyregodlund præstegård, finder vi i sangen "Der er et land så kosteligt alt under Nørrelide", nr. 186 i Højskolesangbogens 17. udgave. Desværre er den udgået i 18. udgave, men de fleste må nok endnu have adgang til den tidligere, 17. udg. Sangen består af de første ni vers af det lange digt "Et Blad af Jyllands Riimkrønike", trykt i N.F.S. Grundtvig "Udvalgte Skrifter", bd.3. (Begtrup-udgaven).

Disse ni vers er skrevet i en af Grundtvigs lyse stunder og giver et billede af, hvordan den lille tænksomme niårige dreng har mødt dette "kostelige" Jylland, langt mod nord og langt mod vest på verdenskortet. ("under Nørrelide" kan læses i betydningen syd for det skrånende landskab  mod nord, men kan også være ordspil på Nørre Snede, som han har kunnet se fra præstegården i Thyregodlund) En sær facon har Jylland, skåret ud som en tunge længst mod nord. Gud må bestemt have haft en mening med at skære det til på den måde.

Så kommer i vers 2 alt det, han ikke finder i Jylland, og som han har været vant til hjemme i Udby, og som han måske savner. Nu zoomer han ind og finder Thyregodlund. Her er ingen æblehave, ingen blomster (blommer), den smule løvtræer, han kan se, står helt i stampe, og foråret mærker han kun ved, at det bliver lidt lysere. Her er lyng alle vegne, ja helt ind til havediget mod øst, hvor hugormene vrider sig i hver en solplet. (komm.: Det har været flot den dag i september, da han kom kørende første gang med Pastor Feld i den grønne postvogn, men her om foråret - og resten af livet i Grundtvigs tanker - er det "den lange, den brede, den vilde hede" G. J)

Men - der er også godt at sige om stedet, som vi kan se i vers 3-5. Alle de små, vævre bække, der snor sig gennemhaven og præstegårdens enge for at mødes i Odderbækken, der løber videre ud i Skjern-åen og gennem egnens yndige perlerække af søer, hvor bønderne kan hente sig en god fangst af ål og ørred. Der finder vi også Vester Mølle og Hastrup Mølle, egnens flittige vandmøller, som maler den gode rug, som her på egnen er fri for klinte og græsarten hejre, det ukrudt, der ødelægger rughøsten for de sydsjællandske bønder. Her bliver melet godt, hvordan end vejret arter sig. Præstens søster, TRYPHÆNA (det hed hun), som holdt hus for sin ugifte broder, bager dejligt rugbrød. Det har ingen nød, selv ikke i den hårde vinterkulde. Hun kan endda bage fint hvidt brød til højtiderne af rugsigtemel. Hvede kan ikke avles i Thyregodlund, men hvad! det kan det jo næsten heller ikke på Sydsjælland - i "blommelandet", hvor klinten næsten kvæler sæden. Bøgebrænde, som hjemme hos Frederiks Mor, er ikke nødvendigt, så længe Tryphæna bare kan få rigeligt med tørt lyng at fyre op med i den store murede bageovn, der kan give varme til hele huset på bagedagen, og lys får man i køkkenet om aftenen ved, at en af tørvene (klyne) på skorstensilden rages ud på den flade sten uden for bålet, hvor den så ligger og lyser og blinker så hyggeligt. Til storstuens brændeovn og skolestuens bilæggerovn skærer man klyne // hedetørv i præstegårdens hede, der har rigelig forsyning til mange års brug.          

Så kommer i v. 5 - 9 beretningen om fuglelivet i Thyregodlund. Først det, han savner fra sin tidlige barndom i Udby, hvor forårets morgen- og aftentimer er et kogende, koglende hav af fuglestemmer. Her, kan man jo nok forstå, ville nattergalens triller blive tunge at få frem af struben, her hvor landskabet præges af nøgne banker af fygesand efter forårsstormene, og hvor træer og buske har så sparsom og forknyt en forekomst.

Men igen - her er nye skønne oplevelser: De små vadefugle, hjejlerne, pipper i de sumpede lave enge vest for præstegården, og når han løber op til sin yndlingsplet på Lodnehøj længere ude i marken for at ligge og kigge på bierne, kan han rejse flokkevis af de lynhurtige (fage) agerhøns, som klukker så sjovt, når de flyver op. "Tirik-tirik", siger de. Ja, hvis han var tidligt vågen, kunne han endda i solopgangstimen høre urkokken gale nede i "Gadebakkerne" øst for præstegården. Nu er de bakker bevokset med skov, men i 1790-erne stod lyngen sort og tæt overalt i den retning.

Og så er der det yndige vers om avlskarlen (Ivar Hansen hed han), der kommer ud af ladedøren med hånden fuld af korn til den lille bogfinke. Præstegården havde dengang fire længer, hvor man kørte sydfra gennem ladeporten ind på gårdspladsen. "Aldrig har jeg hørt det før og heller aldrig siden - - -" Vi er helt nede på gårdspladsen med den lille ni-årige dreng, midt i scenen med jydesvenden og fuglene - ja så vi næsten kan mærke stenbroen under vore egne fødder, - den samme stenbro, som ligger der endnu i 2009. Lidt længere på afstand er Grundtvig i det næste vers, men også tæt nok på til at have fået livslang poetisk inspiration om hedelærkens jublende sang i modsætning til de sjællandske forhold "over vange", hvor han formodentlig vil antyde, at lærkesangen drukner lidt i det øvrige fuglekor. -Rugen og lærken! Det daglige brød og poesien! - de to livsfornødenheder finder på heden deres rette hjem. Hos Grundtvig ser vi altid i hans nærbilleder også en højere betydning. Det enkle, klare er kendetegnende for Jyden, både i legemlig og sjælelig henseende.

Det gælder også Jydens udholdenhed, sejghed om man vil, dersom vi tolker vers 10 på lignende vis: Lundens fuglekor, som vi finder det i Danmarks rige områder, sjunger kun i medgang, i forårets sol og sommerens varme og, men lader sig tvinge til tavshed af efterårets storme og kulde. Hos jyderne derimod, i Thyregodlund på den brune hede, der hører man vinteren igennem svanevingernes sang, når de dagligt trækker mellem engenes græs og Skjern-ådalens perlerække af søer.

Svanesangen over Thyregodlund!  Salmesangen i Thyregod og Vester kirker! Mange år efter, at han var rejst herfra, skrev Grundtvig i en modløs stund, hvor han ellers syntes at have glemt alt fra sin tid herovre, hvordan han i sin modløshed trods alt kan finde trøst ved at mindes den lidt tunge salmesang i sognets kirker. Da var det Kingos salmer, der kom med toner fra det fjerne "på Jyllands heder", hvor de "gjennemklang således hans bryst, at han på en måde kunne høre dem i stille timer hviske til hjertet, som Engle hilser fra barnedage, og hvisker, aldrig forgæves: NU, velan, vær frisk til mode".                

Endnu et digt vil jeg gerne henvise til. Nogle vers skrevet til "Jyllands Riimkrønike", men af en eller anden grund kasseret. De er trykt i "Poetiske Skrifter, bd.4", (Schønberg 1882) og lyder sådan her:

Nu drenge laa på Grønnehøj,

De løb derop så rappe,

Der byttede de pibetøj

Og spillede om Knappe.

De spilte Kort og Kag og Pind,

Og Kirkeruder slog de ind,

Kun Galskab tog de vare.

De sattes til at vogte Faar,

Men brugte deres Stave

Kun til at knuse Potteskaar

Og til i Jord at grave.

De sad saa tit paa Kilderand

Og plumrede det klare Vand,

Det kaldte de at kriges.

Versene er skrevet med henblik på Thyras høj i Jelling; men i et stenkasts afstand vest for Thyregod kirke ligger der en gravhøj, hvor lille Frederik med ikke ringe sandsynlighed har kunnet se det samme sceneri udspille sig. Igen, ligesom i verset om jydesvenden, er vi midt i begivenhederne, beskrevet som noget, Grundtvig ofte har set i sin drengetid. At Frederik ofte færdedes alene på kirkegården i Thyregod, ved vi fra forfatteren C.A. Thyregod, som voksede op tæt ved i 1820-erne. Han fortæller om degnefamilien på Grundtvigs tid i 1790-erne, Bering hed de. Degnens hus lå lige op ad kirkegården, og de så ofte Frederik gå omkring der. Tit kom han ind til dem og fik en snak og en godbid af den gavmilde degnemadam. Men lige så tit gik han omkring, helt faldet i staver og "ligesom lidt underlig, så man ikke kunne blive klog på ham", så en dag udbrød Madam Bering om ham, "enten er han, min Salighed, gal, eller også er han klogere end andre folk".

Madam Berings dom var ikke helt ved siden af. Grundtvig havde perioder med voldsomme sindslidelser, men vi kender ham dog bedst, ikke mindst som vores store salmedigter og som den, der har inspireret til meget af det bedste, der bor i det danske folk.

Gudrun Jessen.

Kildehenvisninger:

Carl Jørgensen: Thyregod sogns bebyggelse,(Sejrup 1927)

Johs. Krusborg: Thyregod Sogn. (Sejrup 1980)

L.Schrøder: N.F.S.Grundtvigs Barndom og Ungdom,

 (Konrad Jørgensens forlag, 1883)

F.Rønning: Den Grundtvigske Slægt. (Schønberg, 1904)

N.F.S. Grundtvig: Poetiske Skrifter, bd.4, (Schønberg 1882)

Fra Begtrup-udgaven: Udvalgte Skrifter, bd.1 "dagbog 1804", bd. 2, "Udby Have" og "Blad af Jyllands Rimkrønike" bd. 4: "Nyårsmorgen",

Kort over Thyregodlund Byes Jorder, Thyregod Sogn i Nørvang Herres, Veile Amt, opmålt og tegnet 1788 af Ravn, kgl. Landmaaler.